14-05-08: 22:34 | af: kris
I hver tredje af de tilfælde, hvor et barn blev fjernet hjemmefra i 2006, havde barnet selv kontaktet kommunen. Det viser de nyeste tal fra Ankestyrelsen.
Det sker, fordi nogle af landets kommuner er for langsomme til at opdage, at barnet lider. Eller har valgt ikke at gribe ind, trods indberetninger fra eksempelvis barnets skole.
Børns vilkår mener, at der skal en lovændring til, så en kommune tvinges til at lave en undersøgelse, hvis et barn kontakter den.
"Vi har masser af sager, hvor børn henvender sig til os, fordi kommunen har bedt dem om at gå hjem igen. Også selvom forældrene drak og barnet måtte sørge for, at lillebror fik mad," siger formanden Peter Albæk.
Han kræver en lovændring, så alle kommuner fremover får pligt til at lave en undersøgelse af en familie, hvis et barn selv kontakter kommunen.
Ekspert: "Noget er helt galt"
Karin Kildedal, ekspert i børneanbringelser og lektor på Aalborg Universitet, mener, at de mange børn - cirka 1.200 under 18 år - der selv må bede om hjælp, er udtryk for, at noget er "helt galt."
I Kommunernes Landsforening lyder reaktionen:
"Tallet hver tredje er ikke rart at høre. Når man arbejder med den slags sager, vil der være skøn. Der vil typisk være taget samtaler med lærere og forældre, hvor man bagefter har vurderet, at barnet ikke skulle fjernes. Men de vurderinger kan også være fejlvurderinger," erkender fmd. for KL's Børneudvalg Henrik Larsen.