03-01-07: 13:27 | opd. 03-01-07: 13:31 | af: dabu
Foto: ScanpixEvakueringen nytårsdag af beboerne i to ustabile betonhøjhuse i Rødovre får nu konsekvenser for højhuse i hele landet. Det skriver Politiken.dk.
Inden to uger udsender Erhvervs- og Byggestyrelsen en vejledning til alle landets kommuner, der opfordrer dem til at undersøge byggerier, der ligner Arbejdernes Andels Boligforenings (AAB's) to højhuse Ruskær og Agerkær.
"Vi har sat en hasteprocedure i gang, så der kommer en vejledning inden længe", siger direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Finn Lauritzen.
Styrelsen er for øjeblikket i gang med at afgrænse, hvilke typer huse der kan være i fare for at styrte sammen ved høje vindhastigheder, og som derfor skal tjekkes grundigt efter i sømmene.
"Hvis vi bare sagde, at alle huse skal undersøges, ville det være alt for omfattende i forhold til, hvor den reelle risiko for sammenstyrtning ligger," siger direktøren til Politiken.dk.
Han oplyser, at det bl.a. er husenes alder og højde, der er afgørende for, om de bør undersøges nærmere.