03-08-07: 06:37 | af: jely
Københavns Politi måtte sent i aftes rykke ud til Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset tidligere lå. Her havde ca. 50 personer forsamlet sig, efter at "autonome typer" ifølge politiet på Kanal Københavns tv-frekvens havde opfordret til ballade.
"Det foregik på live tv. Noget, der kaldte sig "kaos tv", hvor der blandt andet var personer med tørklæder for ansigtet, som opfordrede folk til at lave ballade på Jagtvej 69," siger politiets centrale vagtleder. Da politiet nåede frem var forsamlingen ved at samle sammen til at lave bål.
"Vi valgte at sende dem ned mod Folkets Park, så de kunne være der i stedet for, og på vejen valgte flere at gå på værtshus i stedet for, så det hele gik i sig selv," siger vagtlederen, som nu vil lade ledelsen i Københavns Politi afgøre, hvorvidt der kan rejses en sag mod tv-kanalen.